Klubbens historie

Om Tilsted Idræts Klub

Tilsted Idræts Klub blev dannet ved en stiftende generalforsamling den 22. oktober 2002,
og er derfor en forholdsvis ny forening.

Tilsted er en forstad til Thisted.
Bydelen består af ca. 800 husstande.
Der har aldrig tidligere været en idrætsklub i byen. Heller ikke da Tilsted var en landsby.

Klubben har pt. (oktober 2016) 7 aktive hold.
De er delt op på hhv.:
1 x Serie 4, herrer
1 x U15 piger (I samarbejde med Hillerslev Sport)
1 x U16 drenge
1 x U13 drenge
1 x Oldboys
2 x U8 drenge
1 x U7 drenge
1 x Sandkassehold

Vi er en masse ildsjæle der arbejder frivilligt på, at få foreningen til at stige stødt,
samtidigt med at alle har en god oplevelse med foreningen.

En ildsjæls beretning

Af Johnny Bækkel, 2. november 2016

Det hele startede for år tilbage, hvor vi var en flok gutter der havde spillet sammen i flere år. Først i Sennels, og efterfølgende i Frøstrup. Vi var blevet en ret sammentømret gruppe, hvor der ikke var den store udskiftning på holdet, og med tiden gik det således, at flere af os boede i Thisted. På dette tidspunkt var Orla Jensen blevet træner for holdet, og skæbnen ville at vi nu boede nogle hundrede meter fra hinanden i Tilsted.
Til afslutningsfesten i Frøstrup 2002 kom det tilfældigt på tale, at bruge Thisted Gl. Standion til kamp og træning, og starte vores egen klub der. Gutterne var klar, og vi gik ret hurtigt derefter igang.

“Den 29. oktober 2002 blev der holdt stiftende generalforsamling i Orla Jensens køkken. Tilsted Idrætsklub var dannet, og Orla Jensen blev valgt som formand”

Vi blev tilmeldt turneringen under JBU, og tog kontakt til kommunen for, at få tilladelse til at bruge Thisted Gl. stadion. Beklageligvis havde Thisted Kommune netop besluttet at nedrive klubhuset, for at få plads til Landlyst Allé, hvor byens nye boligkvarter skulle bygges. Vi fik i stedet en aftale i stand med Tilsted Skole, og vi havde fundet en ny hjemmebane.
I starten af 2003 fik vi lavet en hovedsponsoraftale med JHundahl og Intersport, klubfarverne blev bestemt, lyseblå-mørkeblå-lyseblå, udstyr og bolde var leveret og vi var klar til start. Erik Hundahl fortalte, at det flere gange igennem årene havde været på tale, at starte en klub i Tilsted – og nu var dette endelig blevet en realitet. Vi havde ikke planlagt at starte en ungdomsafdeling, men vi havde set, at der næsten dagligt var en flok unge drenge der spillede bold på banen ved skolen. Vi tænkte at vi kunne prøve at indkalde til ungdomstræning, og se om vi kunne få et hold eller to for de unge mennesker. Vi husstands omdelte en indkaldelse til træning, og udover os selv kom der nogle få herrer til første seniortræning.
Dagen oprandt, hvor vi havde indkaldt til ungdomstræning, og to mand stærk var vi klar til, at tage imod de 10-20 drenge vi forventede, at der ville komme. Vi burde måske have anet uråd, på grunde af antallet af opringninger i dagene forinden med diverse spørgsmål fra forældrene. Der kom 53 til første ungdomstræning, i alle aldre, både piger og drenge, og dem der kan huske det, kan snakke med om, at Tilsted IK’s første ungdomstræning mildest talt var lettere kaotisk. Således gik det slag i slag i de første år.
Den 3. april 2003 spillede vi vores første kamp, serie 6 mod Nykøbing Mors på hjemmebane. Det blev til en sejr på 4-3, Lars Nesager Bunk scorede hattrick, Orla Jensen og Troels Jensen, en duo som blev relativt frygtet og berygtet i de kommende sæsoner, fik deres første af en lang række gule kort, og hjemmebanen blev på mange måder et fort i de første år.

“Ved udgangen af 2006 havde vi 23 hold, og næsten 300 medlemmer, kun TFC var større end Tilsted IK i Thy-området på dette tidspunkt!”

Vi begyndte at bruge Det Gamle Stadion i 2004, og det blev herrernes hjemmebane fra 2006 til 2014. I 2015 flyttede vi hjem på Tilsted Skole igen, atmosfæren er bedre, og der kommer flere tilskuere. Det Gamle Stadion bruges nu kun af Oldboys og til træning.
Vi har været igennem en stor og ikke mindst hurtige udvikling. I 2005 fik vi omklædnings faciliteter på Det Gamle Stadion, i 2011 fik vi et klubhus ved Tilsted Skole, og i 2017 tager vi “Bakken” i brug, hvor der både bliver omklædning, redskabsrum og overdækket terrasse til tilskuere og arrangementer.
I 2005 rykkede vi op i serie 5, i 2007 rykkede vi op i serie 4, og som det foreløbige højdepunkt rykkede vi op i serie 3 i 2012. Oldboys blev regionsmestre i 2016, hvor både Orla Jensen og Bent Jeppesen stadig var at finde på holdkortet. Antenne Bent spillede også på det første hold fra 2003. I 2006 blev vi slået ud i semifinalen om det Jyske Mesterskab for serie 6, og i 2015 blev vi slået ud i kvartfinalen i den Jyske Pokalturnering.
På ungdomssiden blev Drenge C i 2005 regionsmestre, og året efter blev det til sølv. Drenge Lilleput C vandt også sølv i 2005. Regionsmestrene fra 2005 var også stærkt repræsenteret på det hold, der rykkede op i serie 3 i 2012. Dalle, Pede, Koller, KP, Dingo, Kim P., Steen, Zander, Frede og de andre var et specielt hold, som startede med at få klø på klø på klø, og endte som regionsmestre og i serie 3.
Som noget af det første bestemte den første bestyrelse, at alt arbejde i Tilsted IK skulle være ulønnet, et princip vi stadig holder fast i. Det har altid været meningen, at det skulle være lysten og interessen, der skulle drive foreningen.
Ud fra den beslutning opstod også vores motto, “VI SPILLER FODBOLD FOR SJOV!“.
Vi har deltaget i Jesperhus Cup igennem mange af årene, været på landskampture, FCM ture og deltaget i INVITA CUP, Limfjordscup og Vildbjerg Cup adskillige gange. At Tilsted IK opstod og består, skyldtes udelukkende den store lokale opbakning fra forældre og borgere i Tilsted – en opbakning som har været fantastisk!
Det har været en fornøjelse, at være en del af og jeg glæder mig til de kommende år og oplevelser.

 

ikke-navngivet-5          ikke-navngivet-11          ikke-navngivet-4

ikke-navngivet-1          ikke-navngivet-8          ikke-navngivet-6

ikke-navngivet-10          ikke-navngivet-2          ikke-navngivet-12